Kender I de Amerikanske S’mores? Det er en klassisk dessert i USA, som man ofte laver over bålet, men her har jeg “snydt” lidt og lavet en sundere udgave uden bål! De amerikanske S’mores består traditionelt set af to kiks, der lægges sammen med skumfidus og chokolade i mellem. Tricket er så, at skumfidusen skal smelte og det samme med chokolade. Og det smager sygt godt.
Sunde S’mores
Men… men, det er ikke lige noget, jeg laver sammen med Nord efter vuggestue, for slet ikke at tale om det sugar rush, han ville få. I stedet har jeg fundet frem til en sundere S’more, hvor kiksene er byttet ud med banan, skumfidusen med græsk yoghurt, og så har jeg brugt min hjemmelavet granola med kokos som crunch! Chokoladen den har jeg selvfølgelig ladet blive. For mørk chokolade er sundt med måde, og her er der tale om en 70 % opturs chokolade. Og det gir lige det der ekstra touch, som får den sundere snack til at minde om en dessert.
Et stort hit
De her sundere S’mores er et hit hos Nord, og tager seriøst ingen tid at lave. Og jeg er altså også vild med dem, som denne der lille ekstra snack efter morgenmad eller frokost. Og du kan jo passende lave den i weekenden sammen med børnene. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser, når det kommer til, hvad man skal putte i dem og pynte dem med. Man kunne f.eks. også komme lidt sund chia marmelade imellem bananskiverne eller mandelsmør! Og så drysse med kokos eller frysetørrede hindbær! Ja tak!
En sundere udgave af de amerikanske S'mores. Her med banan i stedet for kiks!
- 1 moden banan
- 1-2 spsk græsk yoghurt
- 1-2 tsk granola
- smeltet chokolade
- evt. kokos som pynt
Skær bananen ud i skiver. Kom lidt græsk yoghurt på halvdelen af bananskiverne. Drys med granola, læg en skive banan ovenpå og dryp med smeltet mørk chokolade.