Så er det endelig blevet nogenlunde godt vejr, og lad os krydse fingre for, at det varer bare lidt tid, så vi kan få grillet og hygget på terrassen eller altanen for mit vedkommende. I det her indlæg vil jeg komme med nogle anbefalinger til lækkert tilbehør til grill middagen i form af 5 af mine yndlingssalater.
Ligesom alle andre danskere, går jeg ud fra, er jeg vild med at grille. Der er ikke noget bedre end et lækkert stykke grillet kød. Men jeg er faktisk mindst ligeså vild med de lækre skønne salater, man oftest serverer til. Når jeg selv holder grillaften eller er til grillmiddag hos andre, synes jeg altid, der bliver gjort ekstra meget ud af middagen med lækkert tilbehør, god vin og mørt kød eller gode pølser. Og det er jo nok derfor, jeg elsker de der sommeraftener udenfor.
Lige om lidt drager jeg til Sverige med Mikkel og Nord og mine forældre på ødegårdsferie, og mon ikke vi også skal fyre op under grillen. Krydser i hvert fald fingre for godt vejr. Om ikke andet bliver det skønt at komme på ferie og bare nyde hinandens selskab. Og jeg som er vild med Sverige og de svenske delikatesser glæder mig i den grad til at spise og lave lækker mad i idylliske omgivelser.
Tilbehør til grill – 5 lækre salater
- Nem bulgursalat med feta og jordbær – En super skøn bulgursalat, som er helt perfekt nu, hvor de danske jordbær er på sit højeste. Den passer perfekt til grillet svinekød eller et lækkert stykke grillet fisk.
- Spidskålssalat med mormordressing – Klassikeren over dem alle. Mormordressingen! Her vendt sammen med sommerens spidskål og toppet med ristede mandler og æble. Drys endelig jordbær eller hindbær over i stedet for æble for at bruge sommerens frugt. Det er også godt, og denne her spidskålssalat er jo bare helt perfekt tilbehør til grill.
- En hurtig salat til grill med jordbær, radiser og rygeost. Så bliver det da ikke mere sommeragtigt hva’?!
- En ældgammel opskrift men som stadig holder, synes jeg. Græsk salat med quinoa er én af mine tidlige opskrifter, men den er bare helt perfekt til noget lækkert grillet lam f.eks.
- Hvis du ikke er så vild med hytteost, er det nok ikke noget for dig, men hvis du ER ligesom jeg, er den fantastisk! En lidt anderledes tomatsalat opskrift med masser af hytteost og sprøde frø og kerner.