Denne her tomatpesto med mandler er super let at lave, og smager fantastisk blandet sammen med f.eks. squashspaghetti eller bare almindelig pasta, eller kartofler for den sags skyld. Jeg lavede den sidst sammen med netop squashspaghetti og så nogle skønne, italienske kyllingefrikadeller. Uhmm… det var godt. Opskriften på kyllingedellerne kommer selvfølgelig også på bloggen lige om snart!
Tomatpesto passer godt til det meste!
Men hvis du ikke kan vente så længe, så kan jeg altså også virkelig anbefale dig at lave denne her tomatpesto til en ret, jeg tidligere har lavet. Nemlig squashspaghetti med citron, parmaskinke og gedeost. Der ville pestoen passe helt perfekt ind. Men i det hele taget er den god det meste, også bare i sandwiches eller som en lækker appetizer, hvor den smøres oven på små kiks.
- 170 gr drænede soltørrede tomater (ligget i lage i olie)
- 40 gr mandler
- 25 gr revet parmesan
- 1 fed hvidløg
- 1/2 tsk tørrede chiliflager
- 1 1/2 dl olivenolie
Dræn de soltørrede tomater og kom dem i en foodprocessor eller blender sammen med mandler, parmesan, hvidløg, chiliflager og olivenolie.
- Blend indtil man har en fin pesto.
- Kom pestoen på et skoldet glas med låg.
Weekendtur til Berlin
Mikkel, Nord og jeg tager en lille smuttur til Berlin i weekenden. Vi har lige lyst til en lille getaway, og så er det jo vitterligt nærmest billigere at tage til Berlin end at tage til Aarhus! Crazy, at det skal være sådan. Nå, men i hvertfald, så skal vi bare ose og drikke masser af kaffe på hyggelige kaffebarer, og besøge en del legepladser går jeg også ud fra!…
Så hvis du har nogle gode tips til spisesteder, kaffebarer, legepladser eller bare fede områder, som vi skal tjekke ud, så kom endelig med dem. Jeg tager altid imod gode rejsetips med kyshånd!
2 kommentarer
Hej Julie
Berlin er helt fantastisk, når det kommer til mad! Tror Daluma vil falde i din smag. De har alt muligt lækkert og sundt – især deres probiotiske müsli med nødder. Måske har du læst om The Barn? De serverer ret god kaffe i lækre omgivelser. Ellers er Belysium Schokoladen også et besøg værd, hvis du er til chokoladenørderi. Der står en meget passioneret chokolademager bag foretagenet 😉
Rigtig god tur!
Hej Josephine, Ih tusind tak. Vil straks tjekke det ud!