I sidste uge lavede jeg i et snuptag de her tortilla med blå ost og æblekompot. Har man en æblekompot ved hånden tager det nemlig ingen tid. Har man ikke det, kan man også sagtens bruge tynde skiver æble.
Jeg havde en stor portion æblekompot, som jeg havde lavet af lidt kedelige æbler, der havde ligget lidt for længe. Den bestod egentlig bare af skrællede æbler og vanilje, der var kogt ind. Det smager jo simpelthen så godt, og kan bruges i et hav af opskrifter. Hvis du vil læse, hvad jeg også har brugt æblekompotten til, så kig med her om min sunde uge.
Æblekompotten passer helt fortrinligt sammen med blåskimmelosten og kombinationen af både det søde og det salte sammen med den friske spinat i en varm, sprød tortilla er helt perfekt. Jeg har brugt en rugtortilla, som jeg synes smager langt bedre end de helt hvide tortillaer. Kan du ikke få fat i rugtortillaerne er fuldkornstortillaer også et godt bud. Tortillaer i sig selv synes jeg egentlig ikke er så spændende, men de har den egenskab, at de bliver lækkert sprøde, når man griller dem på en grillpande.
Portionen her er til to personer, det var i hvert fald nok til at gøre mig og Mikkel tilpas mætte. Man kan evt. supplere med en god salat, og så er det også en sjov ret at servere for gæster som appetizers eller måske endda skifte dessertosten ud med en tortilla, hvis man har gæster?
- 4 to rtilla gerne rug-versionen eller fuldkorn
- 1 pakke blå ost jeg brugte blå kornblomst fra Thiese
- 6 spsk. æblekompot
- 2 håndfulde friske spinatblade
- Fordel skiver af blå ost på to tortillaer, læg æblekompotten ovenpå og pynt med spinatblade. Læg de sidste to tortillaer ovenpå og grill forsigtigt de sammenlagte tortillaer på en varm grillpande i ca. 30 sek. på hver side, eller indtil de har fået synlige grillstriber.
- Skær din tortilla ud i passende stykker og servér straks.
Jeg brugte en økologisk blå kornblomst fra Thiese som fyld i min tortilla. Osten fik jeg med hjem som en smagsprøve fra et arrangement, jeg var til med Økologisk Landsforening for noget tid siden. Arrangementet handlede om sommermælk 2014. Navnet dækker over den økologiske mælk, vi drikker fra køer, der har gået på marken hele sommeren siden april.
Det var faktisk et rigtig spændende arrangement, og jeg blev blot endnu engang bekræftet i, hvorfor det er vigtigt at vælge økologi. Dyrevelfærd og miljø! Det kan altså kun være rarere for køerne at stå ude på græs fra april til oktober end at stå inde i en stald. Og så kan jeg kun være fan af tanken om, at der er 30 procent flere vilde dyre- og plantearter på en økologisk dyrket mark end en konventionel.
4 kommentarer
Det lyder simpelthen så lækkert. Tak for altid god inspiration 🙂
Tak Emma!
Dejligt og indbydende billede. Sjov idé med tortillas på denne måde. Og så kan man jo vælge sin ost efter smag og humør. Det må jeg prøve!
Lige præcis. Man kan putte al slags ost i! De kan anbefales : )