Siden jeg kom hjem fra Thailand, har jeg nærmest tilsat cashewnødder i al min mad som f.eks. her i form af en cashew müsli, men også i salater, bagværk og gryderetter. Cashewnødder er helt klart en favorit hos mig, og især fordi at de netop er så velegnede til en masse forskellige retter.
Cashew müsli med thailandske ingredienser
Til denne her cashew müsli har jeg også brugt andre klassiske thailandske ingredienser som f.eks. kokosolie, kokosflager og lime. Jeg har ikke brugt sukker i müslien, men derimod sødet den med en meget moden banan, og det fungerer faktisk rigtig godt, og banansmagen passer perfekt sammen med de øvrige ingredienser.
På det sidste billede har jeg også brugt en lidt sjov og anderledes ingrediens som ekstra topping nemlig ‘crispy’ mungbønner. Jeg smagte dem første gang på den cooking school, jeg var på i Thailand, da de skulle oven på desserten ‘sticky rice’. Jeg ved faktisk ikke, om de kan købes herhjemme, men falder du over dem, er de bestemt værd at prøve.
Og endelig vil jeg da også lige fremhæve en anden af mine “müslier” sødet med frugt. Nemlig denne her mandelgranola med æble og kanel
Super lækker og anderledes cashew müsli med banan.
- 150 gr cashewnødder
- 100 gr most moden banan
- 1 spsk kokosolie
- 1 økologisk lime brug kun skallen
- 25 gr ristede kokosflager
- Alle ingredienser, på nær kokosflager, røres godt sammen og bages i ovnen ved 175 gr., indtil nødderne er let gyldne og bananen har sat sig fast. Der skal røres i müslien undervejs.
- Når müslien er afkølet tilsættes til sidst ristede kokosflager.
- Spis din cashew müsli oven på tykmælk og riv gerne lidt ekstra limeskal over müslien ved servering.
1 kommentar
Jeg har både fundet crispy mungbønner, soyabønner og kikærter i min lokale udlændinge-købmand – så lækkert. Muslien ser herlig ud.
– Anne