Så er jeg netop hjemvendt efter en helt fantastisk tur til Firenze, hvor jeg fejrede nytår sammen med min kæreste. Vi spiste simpelthen så god mad og jeg har selvfølgelig hjembragt en masse lækre italienske goodies, som jeg skal lave nogle retter med.
Gårsdagens middag bar præg af, at jeg ikke havde fået handlet ind efter ferien, så derfor bestod den af ingredienser, som jeg havde i køkkenet, bortset fra persillen som jeg lige hentede hos grønthandleren. Men på trods af det, så blev det faktisk en rigtig lækker ret, som jeg sagtens kunne forestille mig at lave igen. Og så er den virkelig nem og hurtig at lave.
Ingredienser (2 pers.)
250 gr. pasta
1 lille glas kapers
1 pk. bacon
1 æble
1 håndfuld frisk persille
1 håndfuld mandler
1 spsk. olivenolie
Salt og peber
Tilberedning
Rist mandlerne på en tør pande til de begynder at få en smule farve. Tag dem af og steg baconen sprødt på panden. Læg den sprøde bacon på en tallerken med køkkenrulle og lad det suge det overskydende fedt. Kog pastaen al dente og bland den med olivenolien, salt og peber. Bland pastaen sammen med kapers, æbler i små stykker, ristede mandler og finthakket persille. Server den varme pastasalat med bacon, stænk med olivenolie og server.