SPONSORERET INDLÆG MED GEDEOSTEN.DK: Så tjekker jeg lige ind her i sommervarnmen med en vegetar burger med portobello svampe og en super skøn og simpel mango salsa. Jeg lover… man savner ikke kødet i denne her burger. Og det siger en blogger, der altså også godt kan lidt en helt klassisk burger med oksekød engang imellem. Og det er jo lidt det, det handler om, er det ik’? Altså at skabe en burger, der giver den der umami fornemmelse. Og det synes jeg egentlig man får her.
Mens jeg venter på baby
Denne her vegetar burger er en af de sidste opskrifter, jeg lavede, før jeg gik på barsel. Og nu går tiden egentlig bare med at vente på lillemanden. Eller det vil sige, det er ikke fordi, jeg ligger på den lade side. For Nord skal jo selvfølgelig også passes, og vi hygger i den grad i de her dage. Selvom jeg ikke vil fornægte, at det er HÅRDT at være højgravid med plukveer OG fuldtidsmor til en vildbasse af en 3-årig. Men vi klarer den. Alt imens farmand er i gang med at sætte vores nye bolig i stand i Taarbæk. Ih, der sker mange vilde ting for tiden.
Vegetar burger med mango og gedeost
Og så tilbage til opskriften… Til denne her vegetar burger har jeg valgt at lave en mangosalsa, fordi mango og gedeost, det går bare godt sammen. Altså virkelig godt. Jeg er vild med den kombination. Og så kan man vælge om man vil servere salsaen ved siden af eller komme lidt i burgeren. Eller begge dele! Det gjorde jeg.
Og så har jeg i øvrigt også for noget tid siden, lavet en portobello burger, men hvor svampen udgjorde selve burgerbollen. Den finder du lige her, hvis du er til en mere low carb version!
Og hey, lad mig endelig vide, om I laver mine opskrifter. Jeg elsker virkelig når jeg får respons på mine opskrifter. Det gør bare det hele så meget sjovere. Så hold jer endelig ikke tilbage!
Sommerhilsner fra barselsland ; )
Super skøn vegetar burger, hvor du ikke mangler kødet!
- 1 lille moden mango
- 1 tsk limesaft
- Skal fra 1/2 økologisk lime
- 1/2 tsk. tørrede chiliflager
- 8-10 mynteblade
- 2 store portobello svampe
- 6 skiver Soignon økologisk gederulle
- Friskkværnet peber
- 2 håndfulde babyspinat
- 1/2 lille rødløg
- 2 brioche boller
- 2 spsk. god mayonaise (Jeg bruger den økologiske fra Machandel)
Begynd med mangosalsaen. Skræl mangoen og skær den i små stykker. Hak mynten fint og bland sammen med mango. Tilsæt chiliflager, limesaft- og skal og smag til.
Skær stilken af svampene. Pensl dem med olivenolie på undersiden og læg dem med undersiden op ad på en bageplade med bagepapir. Drys med salt og bag ved 225 gr. i ca. 20 minutter. Hæld overskydende væde ud af svampene undervejs.
Kom skiver af gederulle på de bagte svampe, drys med peber og bag i ovnen igen i ca. 5-7 minutter til gedeosten er smeltet.
Skyl imens spinaten og skær rødløget i tynde skiver.
Varm bollerne.
Smør bollerne med mayonaise. Kom spinat og rødløg på og læg de bagte portobellosvampe med gedeost på. Afslut med en overbolle og servér med det samme.
NB! Servér mangosalsaen ved siden af eller kom også lidt af den i burgeren.
2 kommentarer
Skøn burger! Er vild med syren i retten.
Dejligt at høre!