Super dejlig og helt klassisk høns i asparges - så blir' det ik' bedre!
Kom kyllingen i en stor gryde sammen med løg skåret i kvarte stykker, hele hvidløg, laurbærblade, peberkorn, frisk timian og salt. Dæk med vand og sæt i kog. Lad kyllingen koge under låg i 1 time.
Tag kyllingen op og pil kødet af. Læg skrog og skind tilbage i gryden og kog videre i 30 min. Si hønsebouillonen.
Smelt smør i en stor gryde og tilsæt hvedemel. Lad det stege et par minutter, så den melede smag forsvinder. Men det må ikke tage farve. Tilsæt hønsebouillon lidt ad gangen, mens der piskes. Fortsæt indtil saucen har den rette tykke konsistens. Der bliver ca. halvdelen af hønsebouillonen tilbage. Gem den til suppe senere på ugen eller til den bedste risotto!
Tilsæt fløde og kog igennem. Smag til med salt og masser af friskkværnet peber.
Bræk de nederste ender af de grønne asparges og kog dem 2-3 minutter. Skær dem i passende, mundrette stykker og vend dem i saucen sammen med kyllingekødet.
Lun tarteletterne og fyld dem med høns i asparges. Drys med frisk dild og servér med det samme.
www.juliekarla.dk