Der er ikke meget, der kan slå en klassisk omelet til morgenmad. Og slet ikke hvis den ledsages af en skøn pæresalat med friske, sprøde sennepssalatblade.
Fjern kernehuset og skær pæren i tynde skiver. Kom dem i en skål.
Skær skalotteløget i meget tynde skiver og vend dem sammen med pæren.
Dryp æblecidereddike og olivenolie over og vend det hele godt rundt.
Vend til sidst sennepsbladene i.
Pisk æggene sammen med en gaffel og varm en lille pande op med smør. Kom æggemassen på panden og begynd at skubbe æggemassen lidt fra kanterne og ind mod midten, gerne med en silikonespatel, så der gøres plads til flydende æggemasse i hullerne. Vip også panden, så der nemmere kan løbe flydende æggemasse ned i hullerne. Steg ved middelhøj varme.
Når overfladen ikke mere har et lag tyndtflydende æg, skal omeletten stege videre i 1-2 minutter og sætte sig helt fast. Men den skal stadig være en smule våd på overfladen, da den steger færdig, når den er taget af varmen.
Fordel en lille håndfuld babyspinat på omeletten og fold den ene side ind over den anden. Drys med salt og peber og servér sammen med pære-sennepssalaten.
www.juliekarla.dk